Afklar behovet for seniorpraksis

Seniorpraksis skal bygge på de reelle behov og ikke på vage ideer om, at 'være god ved de gamle'. Desuden skal jeres seniorpraksis passe ind i den personalepraksis I allerede har. Sæt jer et mål, I er sikre på kan nås inden for de rammer, der er afsat til formålet. Start med de områder, hvor behovet er afdelinger i virksomheden, hvor det brænder mest på. Senere kan erfaringer fra denne indsats overføres til resten af virksomheden. 

Hvis ikke gruppen allerede har et overblik over medarbejdernes alders og kompetencefordeling, er det et godt sted at starte med at få overblik. Det vil ofte være virksomhedens lønadministration eller personaleafdeling, der har de nødvendige data.

Hvilke fordele kan der være for netop vores virksomhed ved at fokusere på seniorpraksis? Fx

  • at mangel på arbejdskraft mindskes ved at erfarne seniormedarbejdere fortsætter i deres job lidt længere  
  • at seniormedarbejdernes særlige kompetencer bliver brugt bedst muligt
  • at kontinuiteten sikres ved at seniorerne deler deres erfaringer med yngre medarbejdere 
  • Hvordan er holdningen til seniorer på virksomheden? Blandt de yngre kolleger? Blandt seniorerne selv?

Hvilke elementer skal seniorpraksis indeholde? Fx.

  • medarbejdersamtaler for seniorer
  • senioraftaler
  • seniorkurser

Hvem skal være omfattet af seniorpraksis?

  • Fra hvilken alder?
  • Evt. hvilke faggrupper/afdelinger?

Hvem bliver ansvarlig for at seniorpraksis gennemføres i dagligdagen og hvordan skal de forberedes til opgaven?

Vær forberedt på, at arbejdet med seniorpraksis vil rejse andre spørgsmål om fx personalepolitik, arbejdsmiljø og holdninger. Men hold fokus på seniorpraksis, på realistiske mål og muligheder, så projektet ikke vokser jer over hovedet.