Afhold seniorsamtalen

Du kan tage samtalen i forlængelse af den årlige medarbejderudviklingssamtale. Men det kan også være over en kop kaffe på et tidspunkt, hvor både du som leder og seniormedarbejderen har sat tid af og forberedt jer.

Tag udgangspunkt i medarbejderens arbejdsopgaver og trivsel, lige som ved andre medarbejderudviklingssamtaler. Spørg fx seniorerne

  • Hvordan forestiller du dig, at dit fremtidige arbejdsliv skal være? (1-3 år ude i fremtiden) 
  • Ønsker du at fortsætte som hidtil, eller har du eventuelt brug for justeringer
  • Hvordan passer dine overvejelser om job sammen med dit familie- og fritidsliv? 
  • Hvad skal der til for, at du fortsat kan trives både psykisk og fysisk og have overskud både til job, familie og fritid?
  • Beskriv helt konkret, hvilke arbejdsopgaver du foretrækker at arbejde med i dit nuværende job. 
  • Har du evner og erfaringer, som du ikke får brugt i dit daglige arbejde, og som du gerne vil have mulighed for at bruge? Hvis ja, hvilke, og hvordan vil du gerne bruge dem?
  • Hvilke ønsker har du i forhold til: forandring af opgaver – nye opgaver, mængden af opgaver, fordybelse / specialisering, mere / mindre ansvar, nedtrapning / optrapning af arbejdstid,andet ?
  • Hvad har du brug for hjælp til, og hvem skal hjælpe dig? Fx a-kassen for afklaring af mulighed for fleksibel efterløn eller økonomiske konsekvenser af nedsat tid, pengeinstitut for afklaring af økonomi.  

Følg op på samtalen

Opfølgningen på selve samtalen er lige så vigtig som selve samtalen. Afslut derfor samtalen med at skrive ned, hvad I har aftalt. Aftal også, hvem der gør hvad, hvis der er behov for at undersøge noget, inden I kan indgå en aftale. Afhold samtalerne en gang om året, og giv mulighed for at følge op, hvis tingene ændrer sig i perioden mellem to samtaler. Det kan måske gøres uformelt, hvis der er tale om mindre justeringer.

  • Understreg, at selv om medarbejderen ikke har behov for justeringer i hans eller hendes arbejde her og nu, kan medarbejderen altid tage det op med dig, hvis behovet opstår.
  • Er der uafklarede spørgsmål mht. økonomi, arbejdets tilrettelæggelse mv., som skal afklares, inden en aftale kan indgås? Så sæt med det samme tid af til en ny samtale i nærmeste fremtid.
  • Afslut samtalen med at skrive ned, hvem der gør hvad, og hvad der i øvrigt er aftalt.
  • Følg op på samtalen som aftalt.